Ballerup Taekwondo Klub
 

Allan Bjørk Pedersen udtaget til VM

Ballerup Taekwondo Klubs landsholdsudøver Allan Bjørk Pedersen, der støttes af Team Ballerup, er blevet udtaget til VM i taekwondo. Han skal forsvare de danske farver sammen med yderligere 4 mandlige og 2 kvindelige kolleger fra det danske landshold.

 

Baggrund for udtagelsen

Udtagelsen er sket på baggrund af Allan Bjørk Pedersens præstationer ved de seneste 4 internationale stævner. I januar var det først Nordiske Mesterskaber og derefter Trelleborg Open. Det var især ved sidstnævnte, at Allan Bjørk Pedersen gjorde sig flot bemærket. Han var nærmest flyvende, da han med overbevisende stil vandt 5 kampe på vej til finalen. Desværre mødte han i finalen islændingen Bjørn Thorleifson, som fratog ham guldmedaljen.

Efter guld ved Sjællandsmesterskaberne i februar var der i forbindelse med Danmarksmesterskaberne i marts udtagelse til det kommende års landshold. Her stod Allan Bjørk Pedersen atter på listen, og han kunne dermed se frem til sit 9. år på landsholdet.

 

42 sekunder

I slutningen af marts gik turen til Holland, hvor de danske kæmpere skulle vise deres værd ved Dutch Open. Efter en knap så vellykket indsats ved Danmarksmesterskaberne var Allan Bjørk Pedersen i Holland opsat på at vise samme gode takter som ved Trelleborg Open, der i deltagerantal var lige så stort som Dutch Open. Alene i Allan Bjørk Pedersens vægtklasse var der omkring 50 kæmpere, som skulle dyste mod hinanden i kampen om guldet.

Allan Bjørk Pedersens første kamp ved Dutch Open blev en kort men stor fornøjelse. For kampen blev stoppet efter blot 42 sekunder, hvor Allan Bjørk Pedersen havde bragt sig foran 7 0. Reglerne er nemlig, at en kamp stoppes, hvis en af udøverne fører med 7 scoringer. Den følgende kamp vandt Allan Bjørk Pedersen 8-4. Desværre sluttede turen for det danske lyntog, da han i 1/8-finalen tabte 1-6 til Cody Aguirre fra USA.

Trods sidstnævnte nederlag var Allan Bjørk Pedersen en af de danskere, som viste den bedste indsats ved Dutch Open, hvilket sammen med hans indsats ved Trelleborg Open har haft afgørende indflydelse på VM-udtagelsen.

Verdensmesterskaberne afholdes i Kina om cirka en måned. De sidste forberedelser hertil er således i fuld gang for Allan Bjørk Pedersen.