Ballerup Taekwondo Klub
 

Flotte kampe og brækket tå

Debutanter og rutinerede kæmpere fra Ballerup Taekwondo Klub deltog lørdag den 29. september i puljebegynderstævne og talent cup i Odense. Det blev til både tabte og vundne kampe samt en brækket tå til Team Ballerup støttede Casper Jørgensen.

 

Den 8-årige debutant Ammad Hameed var tændt fra morgenstunden, da kampstævnet i Odense startede. Ballerups kampe var alle placeret efter frokost, så ventetiden i sig selv var en kamp for Ammad Hameed. Da han endelig kom på banen, var han så ivrig, at han i 2 af 4 kampe kom til at sparke sine modstandere i hovedet, hvilket resulterede i, at han blev diskvalificeret og tabte kampene. Af de resterende 2 kampe endte Ammad Hameed med en tabt og en vunden.

Ballerups anden debutant var Jesper Refer, der ligesom Ammad Hameed kun har trænet taekwondo i cirka 1½ år. Jesper Refer viste fin kampånd og gik virkelig til den. Han lærte af hver kamp og blev dermed bedre fra kamp til kamp. Trods nederlag i alle sine 3 kampe, var Jesper Refer i højt humør og glad for den erfaring, som han havde fået.

Den mere rutinerede kæmper Hasan Abbasi, 15 år, vandt første kamp uden anstrengelser, idet modstanderen trak sig. I anden kamp måtte Hasan Abbasi derimod se sig slået af en bedre modstander. Sidste deltager fra Ballerup var 17-årige Casper Jørgensen. Han tabte sin første kamp men kom godt igen i anden kamp, hvor han vandt med pointscoren 12-5.

Ballerups holdleder Birgitte Hyldahl måtte efter sidstnævnte kamp køre Casper Jørgensen på skadestuen, idet han havde ondt i foden. Røntgenfoto viste, at han havde brækket en tå, hvilket har henvist ham til 4 ugers pause. Forhåbentlig bliver han klar til november, hvor han er indstillet til at deltage i dangraduering for at erhverve det sorte bælte.

Næste udfordring for Ballerups kampudøvere bliver et stævne i Roskilde til januar. For klubbens teknikudøvere venter der Sjællands- og Danmarksmesterskab samt Scandinavian Open i oktober og november.