Lørdag den 13. oktober blev en fantastisk dag for Ballerup Taekwondo Klub, der ved Sjællandsmesterskaberne i de tekniske discipliner høstede frugten af de seneste års talentudvikling i samarbejde med Team Ballerup. Med 11 guldmedaljer var Ballerups 9 deltagere næsten uovervindelige i de 5 discipliner, som de konkurrerede i. |
|
Succesfuld dag for Ballerup |
Ballerups har i mange år været blandt de bedste klubber inden for de tekniske discipliner. Et generationsskifte har dog i et par år kunne mærkes lidt på resultaterne. Nu er Ballerup atter med helt i front, hvilket medaljerne ved Sjællandsmesterskaberne vidnede om. Ikke en eneste af Ballerups udøvere endte uden for medaljerækkerne i de officielle discipliner, hvor de 9 deltageres samlede høst blev 11 guld-, 4 sølv- og 3 bronzemedaljer. Casper Jørgensen, der havde meldt afbud pga. en brækket tå, kunne have sikret yderligere 2 medaljer til Ballerup, der dermed var blevet mest vindende klub ved Sjællandsmesterskaberne. |
11-årige Joachim Hunosøe blev dagens første guldvinder i den individuelle figurdisciplin, hvor han allerede ved sin entré på gulvet udstrålede en sikker vinder. Netop det mentale overtag er noget, som de unge udøvere har trænet meget på i ugerne op til mesterskabet. I pigegruppen måtte 14-årige Linea og Cecilie Slagslunde efter tæt kamp om guldet se sig henvist til sølv og bronze. Hos juniorerne var der guld til Bettina Laursen og Mia Ekvall samt sølv til Mark Elsgart, der også vandt sølv i både show- og speedbreak. |
Joachim Hunosøe, Linea Slagslunde og Cecilie Slagslunde deltog også i speedbreak for børn, hvilket var en uofficielle disciplin. De havde alle 3 et hurtigt gennemløb på den 50 meter lange bane, men de missede hver et bræt, hvilket kostede 5 strafsekunder. Linea Slagslunde forsøgte ellers at redde sin misser på det første bræt ved at gennembryde dette på vej tilbage til start-/mållinien. Den kreative løsning blev dog ikke belønnet, idet brædderne skal gennembrydes i den rækkefølge, som de holdes på banen. |
|
Dobbelt guld til 16-årig debutant |
Stævnedebutanten Monica Wong måtte individuelt nøjes med bronze men tog revanche senere på dagen, hvor hun vandt to guldmedaljer. Først i 1-skridtskamp, hvor Monica Wong og Mia Ekvall dannede par. Dernæst i speedbreak, hvor Monica Wong henviste Mia Ekvall til en tredjeplads. Pigerne gennemløb i speedbreak var bemærkelsesværdigt, idet de gav drengene baghjul. |
Ballerups mest vindende udøvere var Toke Groth og Claus Thomsen med hver 3 guld. De vandt dels individuel figur og showbreak for henholdsvis rød- og sortbælter. Dels vandt Claus Thomsen speedbreak, mens Toke Groth vandt mixpar figur sammen med Bettina Laursen. |
|
Team Ballerup gør en forskel |
De fleste af Ballerups deltagere ved stævnet har gennem de seneste år været støttet af erhvervsklubben Team Ballerup. Blandt andet via talentudviklingsstøtte til de unge udøvere, som dermed får mulighed for at deltage i flere internationale stævner. Erfaringerne herfra begynder nu at bære frugt, hvilket lørdagens stævne var et bevis på. Støtten fra Team Ballerup, som også bruges til træningslejre, har en afgørende betydning for de unge udøveres udvikling. Men også støtten til de erfarne eliteudøvere gør en forskel. Team Ballerup har således del i æren for de mange medaljer, som taekwondo-udøverne henter hjem til Ballerup fra ind- og udland. |
Næste udfordring for Ballerups teknikudøvere bliver Scandinavian Open. Derefter rettes al fokus mod Danmarksmesterskaberne, der afholdes sidst i november. |