Ballerup Taekwondo Klub
 

Flot debut ved DM-kvalifikationsstævne

9-årige Ammad Hameed fra Ballerup Taekwondo Klub vandt en flot bronzemedalje ved årets DM-kvalifikationsstævne i kamp, som blev afholdt den 23. februar i Fredericia. Dermed kvalificerede Ammad Hameed sig til DM-finalerne, som afholdes 29. marts i København.

 

Fra begynder til talentniveau

Ammad Hameed har trænet intensivt på Ballerup Taekwondo Klubs kamphold det sidste års tid, og træningsresultaterne er begyndt at vise sig i stævnesammenhæng. Hidtil har han kun deltaget i begynderstævner, hvor han senest har vundet guld og sølvmedalje.

DM-kvalifikationsstævnet var Ammad Hameed’s debut på talentniveau. Han kæmper i vægtklassen under 30 kg, hvor der ved stævnet var 7 deltagere. Kampene var fastsat til 3 omgange af 2 minutters varighed.

I første kamp var Ammad Hameed oppe mod Kamal Dervishi, som er en erfaren kæmper fra Nørrebro. Ammad Hameed kom dog godt fra start, og efter første runde var han foran med scoren 4-0, hvilket fik rystet Nørrebro-kæmperen gevaldigt. I anden omgang kom Kamal Dervishi for alvor i gang og fik scoret nogle hurtige point, hvorved han reducerede til stillingen 5-3 i Ballerups favør.

Det resulterede i en tredje omgang, hvor der blev kæmpet hårdt fra begge sider. Ammad Hameed, der havde kontrolleret det meste af kampen, førte indtil 20 sekunder før afslutning af omgangen, hvor modstanderen fik reduceret til 5-5. Dermed skulle de to ud i sudden death, der er en fjerde omgang, hvor første scoring afgør kampen.

Ammad Hameed var meget koncentreret og fokuseret, idet kampen skulle vindes for at gå videre til næste runde i stævnet. Da omgangen blev sat i gang, lavede Ammad Hameed en serie sparkekombinationer og fik dermed scoret det afgørende point.

 

En svær modstander

I næste runde ventede storfavoritten Martin Hoang fra klubben Viby Olympia. Kampen viste sig at være en stor mundfuld for Ammad Hameed, der allerede i første omgang kom bagud med 4 point.

I anden omgang blev Ammad Hameed desværre skadet, fordi Martin Hoang flere gange sparkede Ammad Hameed for lavt på det højre lår. Det bevirkede, at han ikke kunne sparke optimalt, hvilket modstanderen hurtig udnyttet. Kampen endte 0-7, og Ammad Hameed måtte dermed tage til takke med en bronzemedalje. Hans modstander gik videre til finalen, hvilken han endte med at vinde.

 

Guld til Hasan Abbasi

Ballerups anden deltager, Hasan Abbasi (16 år), havde også 2 kampe, hvilke han vandt. Begge efter sudden death. Han kvalificerede sig dermed også til DM-finalerne og kunne samtidig flotte sig over en velfortjent guldmedalje.

Team Ballerup støttede Casper Jørgensen skulle også have deltaget i kvalifikationsstævnet men røg desværre ind i sygdom i dagene op til. Han havde ellers set frem til at gøre Ammad Hameed og Hasan Abbasi selskab på medaljeskamlen.