Ballerup Taekwondo Klub
 

Regerende mestre genvinder DM-titler

Team Ballerup-støttede Toke Groth og Claus Thomsen fra Ballerup Taekwondo Klub er fortsat regerende Danmarksmestre efter at de lørdag den 22. november genvandt deres titler ved DM. Klubben vandt desuden medaljer i 1-skridtskamp og breakdisciplinerne.

 

Guld, sølv og bronze

Yngste deltagere fra Ballerup Taekwondo Klub var Joachim Hunosøe, der leverede en flot og kraftfuld indsats. Trods fremskridt siden SM-sølv i oktober rakte dagens indsatsen desværre ikke til en DM-medalje ifølge dommerne. Bedre gik det for Jeanet Albrecht og Anni Zeuthen, der i pardisciplinen 1 skridstkamp sikrede sig bronzemedalje efter en underholdende indsats.

Ud over individuelt guld måtte Toke Groth og Claus Thomsen yderligere hver to gange på medaljeskamlen. Først i showbreak, hvor Claus Thomsen i sortbæltegruppen opnåede en tredjeplads, mens Toke Groth fik sølv i gruppen for ikke-sortbælter. I de tilsvarende grupper i speedbreak vandt de to udøvere begge sølvmedaljer til Team Ballerup.

 

NM og talentudviklingshold

Dagens sejr betød, at Toke Groth fik tilbud om at komme på Dansk Taekwondo Forbunds talentudviklingshold. Claus Thomsen fik et lignende tilbud, idet han blev spurgt, om han havde interesse i at gøre comeback på landsholdet. Han blev ligeså spurgt, om han vil repræsentere Danmark ved de Nordiske Mesterskaber, som til januar bliver afholdt på Island. Interessen herfor er dog meget begrænset. Dels fordi der i øjeblikket er stor usikkerhed omkring de internationale stævneregler, som konstant ændres frem og tilbage til stor gene for både udøvere og dommere. Dels fordi konkurrencen ved NM er meget begrænset og dermed ikke særlig udfordrende for Claus Thomsen. Han har fire gange tidligere vundet NM, mens antallet af DM-guld nu er oppe på 17. For Toke Groth var det fjerde gang, at han vandt DM.

Den kommende tid byder på et kort træningsophold i udlandet, hvorefter der vil være pause fra stævner indtil engang i det nye år. Her er et af målene at fokusere mere på freestyle-disciplinen, som er den sværeste og mest udfordrende. Derudover forventer de Team Ballerup-støttede udøvere i det kommende år at prøve kræfter med internationale stævner hvor forskellige stilarter (taekwondo, karate osv.) mødes og dyster mod hinanden.