Ballerup Taekwondo Klub
 

Medaljer og fighterpokal

Lørdag den 30. maj hentede Team Ballerup-støttede Toke Groth og Casper Regel guld- og sølvmedalje ved talentstævne i Brande, hvor der også var bronze til Frederikke Lundahl. Ugen efter vandt Ballerup Taekwondo Klubs yngste stævneudøvere medaljer og fighterpokal ved et børnekampstævne.

 

8-årig debutant

Lørdag den 6. juni stod 8-årige Simon Nielsen overfor sit første taekwondo-stævne og var derfor meget spændt på, hvorledes dagen ville gå. Men der var ingen grund til nervøsitet, for han kæmpede godt allerede fra første kamp, som han vandt. Efter endnu en sejr nåede han semifinalen, hvor der ventede en hårdtsparkende modstander. Simon Nielsen bed tænderne sammen og gjorde sit yderste. Men desværre fik han ikke lige så mange scoringer på modpartens kampvest, som der gik ind på hans egen vest. Men tredjepladsen var hjemme.

Karoline Lundahl var til sit første stævne for et år siden, hvor hun sluttede som vinder i gruppen for 6-årige. Nu var hun klar til at indtage medaljeskamlen igen, hvilket hun gjorde efter overbevisende kampe, som hun vandt uden problemer. Hun ville dog gerne have mødt nogle mere udfordrende modstandere. Men når det ikke kunne være anderledes, var hun selvfølgelig stolt over guldmedaljen.

 

Fighterpokal og mobiltelefoner

I gruppen for 8-årige piger nåede Sandra Malisic også finalen. Men først måtte hun igennem 3 indledende kampe og en spændende semifinale, hvor hun i kampens sidste sekund indhentede modstanderens pointføring. Dermed skulle kampen afgøres på ”sudden death”, hvor Sandra Malisic fik scoret det afgørende første point, som sendte hende videre i finalen.

Finalekampen gik fint, og 16 sekunder før tid scorede Sandra Malisic til 4-1, hvorefter sejren syntes sikker. Men få sekunder efter kom hun utilsigtet til at ramme modstanderen med et spark over dennes kampvest. Hun blev dermed diskvalificeret og tabte således guldmedaljen på et tidspunkt i kampen, hvor hun blot kunne have ventet på at tiden udløb. Sandra Malisic var knust til tårer men fik senere under medaljeoverrækkelserne overrakt en velfortjent fighterpokal for sin flotte indsats gennem de 5 kampe.

Med medalje til hver deltager endte Ballerup som stævnets 3. mest vindende klub. I tillæg til dagens medaljer og fighterpokal kom yderligere 2 hovedpræmier fra dagens lotteri. Simon Nielsen og hans far vandt ikke kun én, men hele 2 flotte mobiltelefoner.

 

Fightclub og VM

Næste udfordring er Fightclub, som Ballerup Taekwondo Klub afholder søndag den 14. juni. Fightclub er en begivenhed, hvor klubber fra hele Sjælland møder med kæmpere i alle aldre for at byde hinanden op til en masse træningskampe.

Senere på året er Ballerup vært for VM i taekwondo, som afholdes 14.-18. oktober i Super Arenaen. Her vil taekwondo-interesserede fra ind- og udland komme til Ballerup for at opleve verdens bedste kæmpere. Ballerups landsholdskæmper Allan Bjørk Pedersen var kandidat til at deltage, men ved Dutch Open i marts blev han sparket over knæet og pådrog sig dermed en knæskade og 2 måneders pause, som kostede VM-billetten. Ærgerligt for den Team Ballerup-støttede udøver, der naturligvis havde glædet sig til at forsvare de danske farver på hjemmebane.