Der er mange muligheder for at dyrke kampsport og lære selvforsvar i Ballerup Kommune hvad enten man er barn, teenager eller voksen. Udvalget er bredt fra boksning og brydning til orientalsk kampkunst som jiu jitsu, judo, karate, taekwondo og wing tzun. |
En af de populære aktører er Ballerup Taekwondo Klub der ofte går utraditionelle veje for at forny sig. Der sker udvikling hele tiden idet klubbens cheftræner altid er klar med nye teknikker og træningsmetoder. Ved at integrere elementer fra aikido og andre stilarter har klubben gjort taekwondo'en bredere og mere effektiv med bl.a. knivforsvar. Samtidig har de også træning i wing tzun. |
Ballerup Taekwondo Klub går nu skridtet videre og samler det bedste fra 3 stilarter i et nyt træningskoncept: Allround kampsport for børn op til 7 år. Foruden en masse motoriktræning kommer børnene til at træne både taekwondo, wing tzun og brasiliansk jiu-jitsu, hvilket giver et bredt fundament for deres videre udvikling. |
Med det nye koncept imødekommes ønskerne om at kunne starte i en tidlig alder samt delvist muligheden for at forældre og børn kan træne sammen. Forældrene skal nemlig være med til enkelte af træningerne for bedre at tage del i børnenes træningsglæde og udvikling. |
Hjælpetræner Sandra Malisic (16 år), som går i idrætsklasse på Hedegårdsskolen, har været med til at udvikle det nye børnekoncept. Sammen med hjælpetræner Jonas T. Larsen og cheftræner Claus Thomsen glæder hun sig til at undervise børnene i allround kampsport. |