Fire studerende fra H. C. Ørsteds Gymnasium er i øjeblikket ved at skrive eksamensprojekt om Ballerup Taekwondo Klubs mangeårige succes med unge. |
Forud for deres besøg havde de studerende sendt spørgeskemaer til de unge taekwondo-udøvere. De studerende overværede dernæst en træning og oplevede herved den positive atmosfære før, under og efter træning. De bemærkede også at en af de unge ikke kunne træne, men alligevel var mødt op og lavede lektier imens. |
Bagefter blev de unge interviewet, og efterfølgende fik de studerende en snak med de unges træner som er klubbens leder. Han fortalte om årsagerne til klubbens succeser. Bl.a. den kreative og motiverende undervisningsstil. Klubben adskiller sig også med en unik holdstruktur der foruden udviklingsmæssige fordele integrerer holdene og skaber mere sammenhold. |
Tilbuddet om hjælp til eksamensprojektet er i tråd med måden som klubben støtter og hjælper sine egne unge. For de frivillige trænere er klubarbejdet mere end blot undervisning. Det er udvikling af mennesker. Det ses også når der afholdes udviklingssamtaler med de unge hvor den coachende snak berører både træning, skole, familie osv. |
Det er langt fra første gang at Ballerup Taekwondo Klub deler ud af sine erfaringer. Da Danmarks Idræts-Forbund i 2010 inviterede landets 10 bedste ungdomstrænere til erfaringsudveksling var klubbens leder blandt de udvalgte som gav input til DIF der ville styrke uddannelsen af ungdomstrænere på landsplan. |