Ballerup Taekwondo Klub
 
 

Forældres rolle i forhold til gradueringer

Som forældre er det vigtigt at gøre sig klart, hvordan man bedst støtter sit barn i det daglige og dets udvikling. Ikke kun i skolen men også i barnets fritidsinteresser. I taekwondo begår mange forældre desværre en stor fejl, når de overfor deres barn vil vise deres interesse ved at spørge ind til, hvordan det går. Årsagen er, at de fleste forældre ikke har nogen teknisk indsigt og derfor har svært ved at spørge ind til barnets udvikling i forhold til konkrete teknikker. En status for udviklingen er dog gradueringerne, som forældrene let kan spørge til. Dog risikerer man at gøre sit barn en bjørnetjeneste ved at spørge, om barnet f.eks. skal op til næste graduering. Indirekte sker der nemlig det, at barnet ender med at opfatte gradueringerne som succeskriterie i forhold til at blive anerkendt af sine forældre.

De fleste børn har naturligvis en interesse i at blive gradueret for at stige i bæltegraderne. Dette i sig selv medfører en skuffelse, hvis barnet ikke indstilles til en forestående graduering. Langt værre er dog følelsen af at miste sine forældres anerkendelse, hvilket barnet måske opfatter som værende tilfældet, hvis der ikke kan svares ja, når forældrene spørger barnet, om han/hun snart skal til graduering. Vær derfor meget opmærksom på, hvordan og hvor ofte du spørger dit barn om gradueringer.

Fra instruktørernes side forsøger vi at lære børnene, at gradueringerne og dermed bæltefarverne har mindre betydning. Man bliver jo hverken bedre eller dårligere at få en højere bæltegrad. Det kan godt være, at det løfter selvtilliden en smule ved de efterfølgender par træninger. Men på sigt har det ingen betydning. Tværtimod. For før eller siden dykker selvtilliden og selvværdet, når man opdager, at man ikke er sin bæltegrad værdig. Vi forsøger således at lære børnene, at det f.eks. er bedre at være en dygtig grønbælte frem for en dårlig blåbælte.

En anden vigtig ting i forhold til gradueringerne er, at du som forældre er opmærksom på den negative indflydelse, som det kan have på dit barn, hvis du udtrykker en eventuel utilfredshed som følge af sammenligning med andre børns bæltegrader. Som forældre bør man ligesom børnene lære, at man først og fremmest skal kigge indad og hele tiden forsøge at overgå sig selv frem for andre. Sammenligningen med andre skal tids nok komme. F.eks. til konkurrencer.

Omkring indstilling til graduering skal man i øvrigt holde sig for øje, at denne er baseret ud fra en vurdering af andet end blot teknisk kunnen. Desuden er instruktørerne nu engang mere kvalificeret end forældrene til at give en objektiv vurdering heraf.